Elna Kristensen åbnede for to uger siden en vejbod i Bjerringbro, hvor hun sælger årstidsbestemte dekorationer. Overskuddet donerer hun til velgørenhed.
Af Anne Thomsen
Elna Kristensen har altid haft en stor passion for blomsterbinding og dekorationer, og nu kan hun dyrke sin hobby og derudover donerer noget af overskuddet til velgørenhed.
Hun åbnede sin vejbod Elna’s lige uden for sit hjem i slutningen af september i år. Hun har tidligere arbejdet som frivillig i FDF i Bjerringbro, hvor hun havde ansvaret for at lave jule-og gravpynt, men har nu valgt at åbne sin egen bod og afholder nu også selv et onsdagshold i eget hjem, hvor hun underviser andre blomsterentusiaster i at binde buketter.
Elna Kristensen arbejder til daglig som graver i Bjerring Kirke, og meningen med projektet er ikke at opnå en større økonomisk gevinst:
”Det handler om glæden ved at skabe. Det er jo en stor glæde, hvis der er andre, der synes, at det er pænt, men hovedsagen for mig er ikke, at jeg skal tjene penge på det.”
Elna Kristensens prisleje ligger på omkring 85 kroner for en blomsterbuket, men ifølge hende er der én særlig grund til, at kunderne skal tilvælge hendes dekorationer frem for blomsterne i supermarkedet:
”Det er jo håndlavet med kærlighed og med en passion for faget. Så jeg vil vove den påstand, at du hos mig får noget, som er det dobbelte værd, end hvis du køber det i supermarkedet.”
Et godt formål
Selvom Elna Kristensens primære målgruppe er den ældre befolkning, har hun en ambition om at nå ud til den yngre målgruppe. Det håber hun på at kunne gøre ved at sælge dekorationerne til rimelige priser uden at gå på kompromis med kvaliteten:
”Det handler ikke om at lave noget billigt, som så kan blive til penge, som skal gå til støtte. Det handler om at lave det bedste. Og det er det, jeg gør.”
Elna Kristensen beholder nemlig ikke alle pengene fra salget til sig selv. Overskuddet fra hendes salg går blandt andet til julemærkehjemmene, og dem støtter hun af en helt særlig grund:
”Jeg har fået et godt indtryk af julemærkehjemmene, og jeg kan se hvilken forskel de kan gøre for unge mennesker, som har det svært. Jeg har aldrig selv været en af dem, der stod i inderkredsen af klassen, så jeg ved lige præcis, hvordan det kan føles, når man ikke passer ind.”
Elna fortæller, at hun ikke har haft en voldsom succes med sin vejbod endnu, men at hun er forhåbningsfuld og forventer, at når først folk i området får øjnene op for hendes nyåbnede vejbod, så begynder projektet at spirer.