Efter det seneste byrådsskift er projektet ved den gamle grusgrav kommet på tapetet igen.
Af Oliver Meyer Fovsholm
Multibanen er en af de delprojekter, der skal renoveres. Foto: Oliver Meyer Fovsholm
I oktober sidste år fik Grusgravsprojektet ved Søndre Skole bevilget en million kroner til videreudvikling af projektet, og nu ligger det snart fast, hvordan midlerne konkret skal bruges.
Den gamle grusgrav fungerer nu som naturområde og alternativt undervisningsrum og skal i fremtiden være samlingspunkt for områdets beboere, daginstitution og folkeskole. Beboerne i området har nemlig mange forskellige kulturelle baggrunde. Birgith B. Langballe (A), der sidder i Viborg Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg, mener, at det er en god ide at starte med børnene, hvis man vil binde lokalbefolkningen sammen:
”Når man skaber et rum for børnene, så er min erfaring, at man også får mange af forældrene med.”
Det, mener hun, er vejen til at lykkes.
Grusgravsprojektet set fra skolen. Foto: Oliver Meyer Fovsholm
Der tænkes langsigtet
Det var i seneste byrådsår, at projektet fik en saltvandsindsprøjtning. Udviklingen havde ligget stille i nogle år, men øget interesse fra lokale borgere og økonomiske kræfter har været med til at skubbe på projektet igen:
”Hvis man får en invitation, skal politikerne også byde ind,” siger Birgith B. Langballe (A).
Og når man så vælger at gå ind i et projekt, mener hun, at man lige så godt kan bruge de penge, det kræver, så det er langtidsholdbart. For det nytter ikke noget, hvis det alligevel skal laves om igen om tre år.
Hun påpeger, at det både vil gøre skolen og boligområdet mere attraktivt, hvis Grusgravsprojektet bliver en succes, og det vil i sidste ende løfte Viborg som by.
Der er endnu ikke foretaget undersøgelser, i forhold til om projektet har den ønskede effekt, og der er på nuværende tidspunkt ikke planlagt en strategi for at undersøge det. Men ind til videre har Birgith B. Langballe kun fået positive tilbagemeldinger.
Det endelige budget for de enkelte delprojekter er endnu ikke fastlagt, men udkastet indeholder blandt andet en tværgående asfalt sti og et pumptrack, som er en puklet bane til eksempelvis løbehjul, cykling eller rulleskøjter.