Danmarks Statsminister, Mette Frederiksen, har netop skudt valgkampen i gang. Krydset skal sættes d. 1. november, og troværdighed har en stor betydning for borgerne i Viborg.
Af Stine Stavad Schulz og Josephine Müller Stær
Troværdigheden fylder for viborgenserne, men flere mener, at personlige sager bør holdes ude af ligningen. Foto: Stine Stavad Schulz og Josephine Müller Stær.
Viborgenserne er generelt enige om, at troværdigheden er vigtig, når krydset skal sættes.
Det er noget, de tager til eftertanke, når de går i stemmeboksen d. 1. november for at vælge Danmarks nye statsminister.
Troværdighed betyder meget
”Troværdighed betyder meget for mig. Det betyder, at jeg ved, at det de lover, er noget de holder, og at jeg får noget ud af at stemme på dem,” lyder det fra Signe Bach Jørgensen på gågaden i Viborg dagen efter, at valgkampen blev skudt i gang.
Pape beholder troværdigheden i hjembyen
Trods den seneste tids afsløringer i forbindelse med eksmanden Josue Medina Poulsens løgne og misforståelser, er viborgenserne ikke skræmt væk fra deres lokale statsministerkandidat Søren Pape Poulsen. De mener nemlig ikke, at de personlige forhold skal drages ind i valgkampen.
”Jeg synes, at det er underligt, at der skal så lidt til før, at man kommer i problemer, så derfor har min tillid til Søren Pape ikke ændret sig,” siger Christian Hammershøj.
Til dette stemmer Nadja Rasmussen i:
”Nej. Det har egentlig kun gjort det bedre, fordi man kan se, at han er menneske. Generelt synes jeg, at det er forkert, at politikere ikke må begå fejl. De er mennesker ligesom alle os andre.”
Tilliden til Søren Pape er faldet på landsplan
Billedet er dog noget anderledes på landsplan. En undersøgelse fra Megafon og TV2 viser, at Søren Papes troværdighed er faldet markant efter afsløringerne om hans eksmand. I starten af juni lå Papes troværdighedsprocent på hele 49 procent og i midten af september, var dette tal faldet til 31 procent. Det er et fald på hele 18 procentpoint.
Søren Pape kommer oprindeligt fra Bjerringbro og var borgmester fra 2010 til 2014 i Viborg Kommune.
Hvad folketingsvalget ender med må tiden vise, når danskerne skal sætte deres kryds d. 1. november 2022.