Kommende dyrlæger får rykket studiestart: ”Det kan blive en fordel” 

I 2024 slår Aarhus Universitet Foulum efter planen dørene op til en ny dyrlægeuddannelse, et år senere end planlagt. Den rykkede studiestart kan dog blive en fordel for de kommende studerende, beskriver chef for Erhverv og Udvikling i Viborg Kommune.

I dag huser AU Foulum store dele af universitetets forskning i jordbrug. I 2024 åbner efter planen de første uddannelser på stedet. Foto: Jørgen Weber

Af Jacob Laurents

Foulum i Viborg Kommune skal, som led i regeringens planer om at rykke flere uddannelser ud af de store byer, huse en ny dyrlægeuddannelse. Indtil for få måneder siden var planen, at Aarhus Universitet Viborg skulle byde de første dyrlægestuderende velkommen i 2023, men åbningen er rykket til 2024.

Chef for Erhverv og Udvikling i Viborg Kommune, Peter Vestergaard, erkender, at udskydelsen er ærgerlig, men kan også se en styrke i at rykke studiestarten:

”Når dyrlægestudiet nu starter i 2024, starter den samtidig med to andre uddannelser. Flere studerende kommer til at betyde, at studiemiljøet og den fornemmelse, man har af at gå på et studie, vil være stærkere for de studerende, der kommer derude. Det kan blive en fordel,” siger Peter Vestergaard.

Viborg bliver en universitetsby

Den udskudte studiestart giver samtidig også Viborg Kommune mere tid til at understøtte og udvikle Viborg som en stærkere studieby:

”Vi kommer til at have fokus på at tilbyde flere studieboliger. Samtidig vil vi bidrage til, at Viborg får et stærkere studiemiljø. Vi vil sammentænke alt, der hedder transport, fritidsliv, kulturliv og bolig til et yngre segment,” siger Peter Vestergaard.

Hos Center Dyreklinik i Viborg, ser man frem til at få uddannelsen til kommunen:

”Vi skal selvfølgelig være behjælpelig med det, vi kan tilbyde, overfor de studerende,” siger Bente Kornerup, medejer af Center Dyreklinik.

Holder planen?

Nyheden om, at dyrlægeuddannelsen ikke bliver klar til 2023 kom i juli i år. Udskydelsen skyldtes blandt andet, at driftstilskuddet til uddannelsen først udmøntes i 2024, og at der skal en lovændring til, for at Foulum kan huse en dyrlægeuddannelse uden et dyrehospital, hvilket er planen.

Trods udfordringerne, er Peter Vestergaard overbevist om, at uddannelsesstarten ikke bliver udskudt yderligere:

”Der er er stærke kræfter, der arbejder for det her. Aarhus Universitet er meget interesserede i, at få det her på plads hurtigst muligt,” siger Peter Vestergaard.

Sammen med dyrlægeuddannelsen åbner der efter planen også uddannelserne agrobiologi og husdyrvidenskab.

,