19-årige Mads ofrer fester og fødselsdage for drengedrømmen som fodboldspiller

Som ung elitesportsudøver skal du ofte vælge mange ting fra, som dine venner er med til. Når 19-årige Mads Søndergaard træder ind på stadionet, er han dog ikke i tvivl om, at det er det hele værd. 

Mads Søndergaard har fået spilletid i 9 ud af Viborg FF´s 11 superligakampe i denne sæson. Foto: Jens Schaldemose

Af Jens Schaldemose & Tobias Bundgaard

For 19-årige Mads Søndergaard er drengedrømmen gået i opfyldelse. Han er professionel fodboldspiller i Viborg FF. Men selvom Mads udlever drømmen, har han også valgt mange ting fra. Han er næsten aldrig i byen med vennerne, og hans familie bliver overraskede, når han dukker op til et arrangement.  På trods af det er han ikke i tvivl, om at han har prioriteret rigtigt. 

”En gang i mellem har det selvfølgelig været mega nederen, at man skulle melde fra til ting, men når jeg så spiller på stadion, så finder man ud af, at det er det hele værd,” fortæller Mads Søndergaard, der fik sin førsteholdsdebut i VFF som bare 17-årig.

Siden da er det blevet til 28 førsteholdskampe for klubben fra den gamle hovedstad. 

Mere socialt end mange tror

En af de fordomme, Mads Søndergaard ofte støder på, er, at det som ung må være svært at have et socialt liv ved siden af sin karriere som fodboldspiller. Man er ofte afsted i weekenderne, man kan ikke spise og drikke, som man vil og sengetiderne er noget mere skemalagte, end man måske har lyst til.

Mads´ hverdag er da også anderledes fra mange andre unges, men det er ikke ensbetydende med, at den ikke er social:

”Jeg har jo en meget social hverdag. I fodboldens verden er det meget vigtigt, at man kan med sine holdkammerater, og jeg tror, at min arbejdsplads er meget mere social end mange andres er. Alt hvad vi laver sammen, er som et hold eller team, og det tror jeg påvirker mig på en god måde socialt.”

Hør Mads Søndergaard fortælle om sit sociale liv som ung professionel fodboldspiller. Video: Jens Schaldemose & Tobias Bundgaard

Rigtige venner

Viborg FF’s trup har den tredje yngste gennemsnitsalder i hele superligaen. Så selvom Mads Søndergaard ikke studerer eller har et mere almindeligt ungdomsjob, har han en del unge venner i truppen, han kan trække på:

”Det er fedt at have nogen på sin egen alder – også folk jeg har spillet med, siden jeg har helt lille. Det er dejligt, at vi har en så god gruppe af unge spillere, som har noget tilfælles. Samtidigt er der unge fra bl.a. Holland, Nigeria og Gambia, så man lærer også en del om andre kulturer,” fortæller Mads Søndergaard. 

Selvom han kun nåede til to fester i gymnasietiden og sjældent kan ses med vennerne i weekenden, så mærker han en stor opbakning fra vennerne udenfor truppen: 

”Alle mine allerbedste venner ved godt, hvor meget jeg investerer i det her, og de er også glade på mine vegne. Jeg har haft perioder, hvor folk har været uforstående overfor mine valg, men så finder man nok ud af, at de ikke er rigtige venner.”

,