Klar, parat, valg! Er de unge klar til at tage den store beslutning om det lille kryds?

Danmarks statsminister har skudt det længe ventede folketingsvalg i gang. Den 1. november skal krydset sættes – for første gang for mange unge i Viborg. De unge glæder sig, men er i tvivl om, hvem de skal stemme på. 

Astrid, Selma, Karoline, Andreas, Tobias, Thit og Amalie er alle førstegangsvælgere til Folketingsvalget, der er netop, er blevet udskrevet. Fotos: Nickie Stilling Karlsen & Sofie Vendelbo

Af Nickie Stilling Karlsen & Sofie Vendelbo 

Hos førstegangsvælgerne i Viborg fylder lige dele glæde og tvivl, når snakken falder på, hvor krydset skal sættes til det kommende folketingsvalg.

Signe Driefer på 21 år er både førstegangsvælger, folketingskandidat og formand for Radikale Ungdom Viborg-Skive. Hun mærker, at de unge interesserer sig for politik:

”Når jeg er ude til debatter, mærker jeg, at unge interesser sig for politik. De har en holdning til ting og ved meget om meget forskelligt,” siger Signe Driefer.

Hør førstegangsvælgere fortælle om deres første folketingsvalg.

Mere oplysning, færre blanke stemmer 

Elevrådsformand på Bjerringbro Gymnasium, Laura Jensen, har en generel opfattelse af, at hendes medstuderende vil stemme til valget. Nogle vil dog på nuværende tidspunkt stemme blankt, da de ikke har sat sig ordentligt ind i det. Men samtidigt føler de unge, at det er en demokratisk pligt at stemme. 

Hos Bjerringbro Gymnasium er rektor Claus Smedegaard Kjeldsen ikke i tvivl om, at skolen bærer et ansvar for netop at oplyse de unge og klæde dem på til at træffe en beslutning:

”Vi ser det som vores ansvar at oplyse de unge. Vi skal virke alment dannende, og almen dannelse, når der er valgkamp, er at orientere vores elever,” siger Claus Smedegaard Kjeldsen.

På Bjerringbro Gymnasium har de allerede nu planlagt en paneldebat på skolen. Det er noget, der generelt har opbakning fra skolens elever:

”Vi oplever interesse fra eleverne. Nogle er politisk vakte, andre er ikke. Men det er vores opgave at klæde de unge mennesker på til at komme videre i uddannelsessystemet, få en stærk uddannelse og blive myndige og ansvarlige samfundsborgere,” siger Claus Smedegaard Kjeldsen.

Hos Radikale Ungdom Viborg-Skive forsøger de også at klæde de unge på til at interessere sig politik og stemme:

”Vi får besøg af medlemmer fra Radikale Ungdom fra hele landet, så vi ikke kun er os tre personer i Viborg-Skive. Vi samarbejder også med andre ungdomspartier. Sammen kommer vi til at lave nogle sociale arrangementer, hvor alle unge er inviteret,” lyder det fra formand Signe Driefer.

Enige om emnerne

Trods tvivlen om, hvor krydset skal sættes, er de unge dog enige om, hvilke emner der er vigtigst.

”Jeg fornemmer, at klimaet fylder meget, men jeg tror også, at økonomi fylder, i form af den energikrise vi står i nu,” lyder det fra elevrådsformand Laura Jensen.  

Klimaet er også en af de emner, der fylder hos de unge ifølge Signe Driefer:

”Jeg oplever, at psykisk mistrivsel, ligestilling og klima optager de unge. På erhvervsuddannelserne fornemmer jeg, at det især er skattepolitik, der fylder.”

Og hvis man ikke kan finde nogen, man er enig med, kan man gøre som Signe Driefer: 

”Man er jo altid sikker på, at man er enig med kandidaten, hvis man kan stemme på sig selv,” lyder det grinende fra Signe Driefer.”