Nu er efterårsferiebilletterne sat til salg, og børnefamilierne i Viborg kan glæde sig til mange gode oplevelser.
Af Maria Dover
Foto: Maria Dover
Endnu en ferie står for døren, og traditionen tro er efterårsferiebilletterne nu sat til salg i Meny, Sct. Mathias Centret. Det er den lokale handelsforening, der sammen med forskellige butikker i byen har skabt efterårsferiebilletten, som skal give børnefamilierne i Viborg en masse gode oplevelser. Ni forskellige butikker er med, når jagten på gaver og overraskelser sætter ind, og på bagsiden gemmer der sig tre ekstra oplevelser til de små.
”Vi er rigtig glade for, at Handelsstandsforeningen tager forskellige initiativer op, og derfor vil vi gerne give vores opbakning med. Det vigtige for os er ikke, at kunderne kommer og køber en masse. Vi vil bare gerne give dem en god oplevelse, når de kommer rundt i byen,” siger Mathias Holm, der er ejer af butikken House of Teens, som har støttet op om initiativet alle år.
Noget for alle
400 billetter blev solgt sidste år, men i år har Handelsstandsforeningen valgt at sætte 500 billetter til salg for at kunne give endnu flere børnefamilier muligheden for at få nogle gode oplevelser i efterårsferien. Billetten giver adgang til en masse forskellige oplevelser for børn i aldersgruppen fra omkring fire år til ti år. Man kan blandt andet komme ned i Søstrene Grene og hente to rustikke stearinlys og en krea-guide, som man kan hygge sig med i stuen, når det kolde efterårsvejr banker på. Fra Bog & Idé kan man hente tre farveblyanter, mens Sunset Boulevard frister med noget lækkert at spise.
”Vi forsøger at skabe noget variation i oplevelserne, når vi udvælger butikkerne, der skal være med. Vi ser gerne, at det både er sjovt for drenge og piger at være med, og at familierne også oplever at bruge vores byrum på forskellige måder,” siger Anne Hermann, som er chef for forretningsudvikling i Handelsstandsforeningen.
Stor opbakning
Billetterne er sat til salg i Meny, Sct. Mathias Centret. Her har de allerede mærket den første efterspørgsmål fra kunderne. En af de kunder, der glæder sig til at se, hvad der er på programmet, er Mette Pluszek.
”Vi har faktisk støttet det alle år og fået super gode oplevelser ud af det. To af vores børn er blevet en tand for gamle til det, men vores datter på seks år synes, at det er rigtig sjovt at være med til. Nu skal vi lige ned og se, hvad der står på programmet i år, men jeg kan kun forestille mig, at vi skal være med igen i år,” siger Mette Pluszek.
For Anne Hermann betyder det meget at mærke den store opbakning fra børnefamilierne i Viborg. Det er også derfor, at de har ønsket at udvikle på konceptet igen i år og sætte endnu flere billetter til salg. Samtidig ser Handelsstandsforeningen det som en stor fordel, at flere kommer ned i byen og ser, hvad den har at byde på.
”Tanken er først og fremmest, at det skal give vores gæster nogle gode oplevelser, men det er også et ønske for os, at det skaber noget liv og trafik i vores by. Det skal give værdi for børnefamilierne, men også for butikkerne, så det er en succes for alle,” siger Anne Hermann.
Billetten koster 90 kroner og gælder fra fredag den 14. oktober til og med lørdag den 22. oktober. Den kan indløses i Sct. Mathias Centret og i butikkerne i Viborgs gågader.