Undervisning skal få unge til at sortere skrald

Snart udvider Viborg Kommune deres system for affaldssortering. Formanden for klima- og miljøudvalget i kommunen, Eva Pinnerup, håber, at flere kommunale tiltag gør, at unge trods bøvlet sorterer deres affald.

Af Jacob Laurents

I dag sorteres der skrald i seks fraktioner i Viborg Kommune. Senest i 2024 skal der sorteres i ti.
Foto: Jacob Laurents

Snart får Viborg Kommune et nyt system for affaldssortering, hvor affaldet i husholdningerne skal sorteres i ti fraktioner i stedet for de tidligere seks. Det nye system kan dog være besværligt for unge i kommunen, fortæller Eva Pinnerup, der er formand for klima- og miljøudvalget i Viborg Kommune.

”Nogle unge vil selvfølgelig synes, at det bliver træls med det nye, udvidede system. Langt de fleste unge bor i lejlighed, og her vil man skulle hen til fælles opsamlingssteder med sine mange typer affald, der skal sorteres hjemmefra,” siger Eva Pinnerup.

Undervisning og information er vejen frem

Selvom unge kan have mindre overskud til at sortere deres affald, er der ting, man fra kommunens side kan gøre for at få flere unge til at sortere deres skrald.

”Jeg tænker, det er vigtigt, at vi underviser og informerer unge om, hvordan og hvorfor de sorterer deres skrald,” siger Eva Pinnerup.

En af de virksomheder der skal stå for den opgave, er Revas. Revas er en selvstyrende virksomhed under Viborg Kommune, der står for indsamling, håndtering og bortskaffelse af affald i kommunen. Revas samarbejder med flere uddannelsesinstitutioner og deler derigennem ud af deres viden om genbrug og affald. Samtidig informerer de gennem forskellige kanaler kommunes borgere om affaldssorteringen.

Skraldebiler på el

Udover undervisning og information kan de nye bæredygtige tiltag i forbindelse med implementeringen af affaldscontainerne også gøre det mere attraktivt for unge at sortere deres affald.

”Selvom man er ung og måske ikke har så mange ressourcer, tror jeg i bund og grund, at alle er interesserede i, at vi genbruger så meget af vores affald som muligt, og at sker på en så bæredygtig måde som muligt,” siger Eva Pinnerup.

”De unge og resten af kommunens borgere kan se frem til flere bæredygtige valg i forbindelse med implementeringen af det nye system. For eksempel skal skraldebilerne i Viborg og sandsynligvis også Bjerringbro køre på el.”

Det nye sorteringssystem skal være på plads senest i starten af 2024.